Kirken den er et gammelt hus,
Står, om end tårnene falde;
Tårne fuldmange sank i grus,
Klokker end kime og kalde,
Kalde på gammel og på ung,
Mest dog på sjælen træt og tung,
Syg for den evige hvile.

Himlenes Gud vist ej bebor
Huse, som hænder mon bygge,
Arkepaulunet var på jord
Kun af hans tempel en skygge;
Dog sig en bolig underfuld
Bygged han selv af støv og muld,
Rejste af gruset i nåde.

Vi er Guds hus og kirke nu,
Bygget af levende stene,
Som under kors med ærlig hu
Troen og dåben forene;
Var vi på jord ej mer end to,
Bygge dog ville han og bo
Hos os i hele sin vælde.

Samles vi kan da med vor drot
Selv i den laveste hytte,
Finde med Peder: her er godt!
Tog ej al verden i bytte;
Nær som sit ord i allen stund
Er han vort hjerte og vor mund,
Drot over tiden og rummet.

Husene dog med kirkenavn,
Bygte til Frelserens ære,
Hvor han de små tog tit i favn,
Er os som hjemmet så kære;
Dejlige ting i dem er sagt,
Sluttet har der med os sin pagt
Han, som os Himmerig skænker.

Fonten os minder om vor dåb,
Altret om nadverens nåde,
Alt med Guds ord om tro og håb
Og om Guds kærligheds gåde,
Huset om ham, hvis ord består,
Kristus, i dag alt som i går,
Evig Guds Søn, vor genløser.

Give da Gud, at hvor vi bo,
Altid, når klokkerne ringe,
Folket forsamles i Jesu tro
Der, hvor det plejed at klinge:
Verden vel ej, men I mig ser,
Alt hvad jeg siger, se, det sker,
Fred være med Eder alle!